Indlæg i V-blad ved Ribe Dyrskue – Væksten skal fortsætte

Af Jakob Lose, viceborgmester
For tiden strømmer landsdækkende aviser og TV over med rigtig positive historier fra Esbjerg Kommune. Der er gang i væksten i den vestjyske hovedstad. Esbjerg Havn skaber for tiden tusindvis af jobs, som kommer hele kommunen og regionen til gavn. I
øjeblikket udskibes faktisk hele 75% af Danmarks produktion af vindmøller fra Esbjerg, og indenfor olie og gas er der ca. 8.000 beskæftigede på havnen i Esbjerg.

Men det er ikke kun de store selskaber som Siemens og Vestas, som skaber vækst og udvikling i vores kommune. Det er i lige så høj grad underskoven af virksomheder, som servicerer energiområdet, der holder jobfest i disse dage. Vi er så privilegerede, at vi her i kommunen har landets stærkeste energiklynge, og det er med god grund. Vi må ikke hvile på laurbærrene. Vores naturlige førerposition skal forsvares, og det gør vi ved fortsat at have stærkt politisk fokus på rammevilkårene for virksomhederne her i Esbjerg Kommune. Vi har et godt erhvervsklima i vores kommune. I DI’s erhvervsbarometer for 2012 kom Esbjerg Kommune ind på en flot 7. plads af alle landets kommuner. Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Ud over at nedbryde barrierer for etablering og vækst for virksomheder skal vi også fokusere på de nære ting: gode daginstitutioner, attraktive byggegrunde, moderne skoler osv. Det er de ting, der gør, at vi alle har det godt i vores kommune. Og så skal kommunen køre lidt længere på literen: Vi skal have mest muligt ud af vores skattekroner. Det er de ting, som vi i Venstre vil fokusere på i den kommende byrådsperiode. Der er masser af spændende udfordringer i horisonten, og derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi fortsat har en Venstre-ledet kommune med maksimalt fokus på vækst og jobskabelse.

Forfatter: Jakob

Jeg er direktør for virksomheden Webitall ApS - en web-virksomhed beliggende i Esbjerg. Vi har kompetencer indenfor webudvikling, hjemmesideopbygning, ecommerce, SEO og online marketing. Jeg skriver om forskellige emner indenfor hjemmeside- og SEO-verdenen, og er også bidt af den politiske bille.